Jeg frygter her, at en og anden Læser,
der ei blot fremad ser, men og tilbage,
skal møde Autor med den slemme Klage,
at han formeget dvæler ved Fadæser:
”Man lider nok, at Næsten gives Næser,
man gider gjerne være med at vrage;
men her er andre Ting at varetage
end denne Smule Nordenvind, der blæser.
”Det er en Overgang, som meget Andet,
og Statens Aarstid selv er Grund til Blæsten;
her er jo rig Anledning til Opbyggelse:
”Trafikens Fremgang vide om i Landet,
og Storthinget, Forfatningen for Resten,
og Oliens Flom*, Finantsernes Betryggelse.”
Ak, jeg er blind for denne ydre Røre;
jeg søger Hjertet til de spredte Lemmer,
jeg kan ei samle disse brudte Stemmer,
mens Grund-Akkorden viger for mit Øre.
Jeg ved, at Vintren giver herligt Føre,
at dette Planke-Driften meget fremmer,
at Malmen heises fra de dybe Gjemmer,
at der er Levevei ved Garn og Snøre.
Men heri øiner jeg endnu kun Haanden,
der snapper, høkrer med hvad Himlen sender,
og stødes frem af Elementers Krig;
men uden Enhed, Fyrighed i Aanden,
og uden Dannekraft i travle Hænder,
er gamle Norge kun et sminket Lig.
Fra J.S. Welhaven: Norges Dæmring, Oslo 1834.
* I originalen står her ”Kongsbergs Flor”.